top of page

Når 3,45 kvadratmeter styrer hverdagen

Opdateret: 20. dec. 2025

Hvor meget kan man egentlig skrive om et rum på kun 3,45 kvadratmeter?

Tilsyneladende en hel del. For det her lille, praktiske rum er et sted, de fleste af os går ind og ud af utallige gange om dagen. Hurtigt ind. Hurtigt ud. Ofte med skyklapper på.


Det er hverdagsrummet, der irriterer. Rummet, hvor der aldrig er plads nok. Hvor ting bliver mast ind i hjørnerne og stablet ovenpå hinanden. Hvor overblikket forsvinder, og nogen for tredje gang spørger: Hvor er min hue?


træ reol med sorte knager

Det lille rum, der ofte ikke fylder meget på plantegningen, men som kan komme til at fylde alt for meget i hovedet.


Kender du sådan et rum?


Jeg taler naturligvis om bryggerset. Hverdagsgarderoben. Måske endda hjemmets eneste rum til både vaskeremedier, rengøringsartikler, støvsuger, overtøj, sko, cykelhjelme, tasker og alt det andet, der følger med en aktiv familie.


For Joan og hendes familie var det præcis sådan et rum. Bryggerset stod først på prioriteringslisten over vigtige hus-to-do's, som skulle løses.



Når et lille rum fylder mere, end man tror


Bryggerset ligger lige ved hoveddøren i familiens Friis og Moltke-hus fra 70’erne – og man kan se direkte ind i det fra entreen og køkkenet. Det gør ikke presset mindre, når rod, installationer og hverdagslogistik vælter ud over hinanden. For Joan fyldte det meget - både visuelt og i hverdagens praktikaliteter.


Før-billeder af bryggerset og gangen


Da jeg besøgte dem i foråret, var det tydeligt, at rummet havde kæmpet længe - ja, i årevis. Børnene var vokset, hverdagen havde taget fart, og mængden af udstyr fulgte naturligt med. Garderoben havde for længst bredt sig ud i fordelingsgangen for at skabe bare en smule luft.


Og midt i det hele: rør, eltavle, haner, varmtvandsbeholder, kalkanlæg – alle de tekniske installationer, der gjorde rummet til husets mest komplekse at indrette.

Men familien havde brug for et praktisk rum, der støttede dem. Ikke modarbejdede dem.



Et mikrorum med makrobetydning


1,5 x 2,3 meter. Det var, hvad vi havde at arbejde med.


Et rum, der både skulle fungere som bryggers og garderobe – og samtidig rumme:

  • støvsuger

  • tørrestativ

  • rengøringsmidler

  • overtøj og sko

  • tasker og paraplyer

  • samt al hverdagens praktiske hambengut - og lidt til


Og alt sammen omkring installationer, der ikke kunne flyttes.


Det lille mikrorum var ikke gearet til et moderne, aktivt familieliv - og det skulle der ændres på. Der skulle skabes en løsning, der matchede familiens virkelighed. Ikke en drømmemodel fra et katalog, men et rum designet specifikt til deres hus og deres liv. Drømmen var, at alle funktioner blev samlet i det lille bryggers.



En snedkerløsning skabt til huset – og familien i det


skabsvæg i træ, garderobe, rød jakke og sko

For at få rummet til at fungere – både praktisk og visuelt – var det nødvendigt at ændre selve rummets karakter.


Døren blev fjernet, og døråbningen gjort bredere, så bryggerset ikke længere føltes som et presset lille rum med en dør i vejen. Nu fremstår det som en åben niche, der giver luft, flow og bedre sammenhæng i huset.

Vi valgte samtidig at bevare det originale terrazzogulv, der binder rummene sammen og tilfører varme og autenticitet til materialiteten.


For at understøtte den rolige stemning blev vægge og loft malet i en lys, varm grålig tone, der både dæmper visuelt støj og skaber en blød overgang til træet og sorte detaljer. Entré og gang blev malet i samme kulør for at opnå den tilsigtede sammenhæng og ro. Ny belysning giver rummet kant og gør at det opleves lysere, venligere og mere overskueligt i daglig brug.


Selve interiørdesignet er udført i egetræ, snedkereret af Mark Woodlands. Hvert eneste stykke træ er tilpasset rummet og installationerne. Intet er standard, alt er skabt på rummets præmisser. Høj udnyttelse af vægfladerne, sorte greb og knager med tre kroge på hver samt tydelige opbevaringszoner fungerer rummet nu præcis efter familiens behov.


Alt har fået sin plads.

Alt er blevet tænkt ind.

Intet er tilfældigt.


Og vigtigt: Løsningen respekterer Friis og Moltkes arkitektur og husets materialitet. En langsigtet og bæredygtig investering, som følger huset de næste mange år.


Da jeg kom forbi for at tage billeder, fortalte Joan, hvor meget den nye ro og orden betyder for familien. Tingene har fundet sin plads. Rummet fungerer – og ovenikøbet så godt, at en af naboerne tilfældigt kom forbi for at se løsningen, fordi de står med præcis samme udfordring.


En funktionel og indbydende bryggers/garderobeløsning. Til ære for fotografen blev de mange sko og jakker flyttet - men det kunne rent faktisk godt være der.



Funktionalitet og æstetisk løfter hinanden


Resultatet er et lille hverdagsrum, der ikke længere larmer visuelt. Et rum, der giver overblik i stedet for kaos. Et rum, der inviterer indenfor frem for at

forvirrer. Som støtter familiens tempo – i stedet for at stå i vejen for det.

Det er endnu et eksempel på, hvordan funktion og æstetik løfter hinanden, og hvordan selv de mindste rum kan få uventet stor betydning for daglig trivsel og livskvalitet. Hvis bare man prioriterer det!



Tak fordi du læste med :)




kvinde med brunt hår og brun bluse

De bedste hilsner


Lotte Mangor

møbel- og rum arkitekt


Mangor Studio | Aarhus

mobil 2681 3091


bottom of page