Du kender det helt sikkert - det med at flytte i noget nyt og gerne vil sætte et personligt præg på det. Gøre indretningen lækker, indbydende og hyggelig. Du har en masse billeder i hovedet af dit vildeste drømmehjem, og du er topmotiveret til at gøre dette hjem til et sted, hvor gæster vil elske at komme og hvor du føler dig godt tilpas og hjemme - derhjemme.
Men hvordan realiserer du billederne oppe i hovedet, hvis der er langt mellem drøm og virkelighed? Hvad gør du, hvis der er truffet nogle arkitektoniske valg, som ligger så langt fra det, du kan lide? Hvordan finder du hygge i store, åbne rum? Og hvad vil det sige at finde hjem i sit hjem?
Da jeg mødte Liselotte og Søren første gang, skulle de til at flytte ind i deres drømmehus. Børnene var flyttet hjemmefra. De havde solgt deres gamle hus, som de havde boet i i 22 år og skulle starte et nyt kapitel i en forstad til Aarhus.

Lidt for kulørt og lidt for dunkelt
Det nye hus var en gennemrenoveret bungalow. Den tidligere ejer havde bygget til og om - og det havde forandret huset, så det nærmere fremstod som et nybygget funkisvilla.
Huset placerede sig i forskudt plan på en stejlende grund og det skabte spændende rum indvendigt og udvendigt. Fra husets hjerte - et stort opholdsområde i åbent plan, var der kig fra ende til anden og gennem store vinduespartier strømmede dagslyset ind fra alle verdenshjørner.
Den nordvendte stue var med sin imponerende loftshøjde på over 3 meter husets største rum. Det kæmpestore vinduesparti i stuen havde udsigt til en ugeneret, skøn have. Det syntes umiddelbart at være let at indrette en stue som denne - for der var rigeligt med plads, lys og luft. Men det var netop det, der var udfordringen - al den megen plads og knap så meget vægplads! Liselotte og Søren havde svært ved at gennemskue, hvordan de kunne gøre rummet til en hyggelig stue.
Og så var der det med farverne... De kunne godt lide farver, men der var truffet nogle indretningsmæssige og arkitektoniske beslutninger, som de aldrig selv ville have valgt. Særligt materialer og farver på fast inventar og flader var lidt for kulørte, dunkle og dikterende til deres smag. Vel at mærke flader, som krævede en større renovering at ændre - som f.eks. fliser, træpaneler og gulve. Dog fejlede det ingenting, så det var ikke nu, at de skulle investere i en udskiftning.
Liselotte og Søren foretrak en lysere farvepalette. Derudover skulle de have nye møbler, som passede til rummene og det, de havde i forvejen. Og hvordan får man skabt sammenhæng og en rød tråd i en indretning, hvor alt ikke spiller på forhånd?

Store møbler til store rum
At vælge de rigtige møbler, som passer i form, farve og proportioner til de rum, de skal indgå i, kan være en vanskelig opgave. En hyppig fejl, mange gør, er at glemme at forholde sig til rummet, når der skal købes nye møbler. Enten bliver det for stort og bombastisk - eller også bliver det for småt. Og alligevel er konklusionen ikke entydig - at små rum skal have små møbler og store rum store møbler. Oftest er det dog sådan, at store rum kalder på store møbler - som i dette tilfælde. Ikke mindst for at underbygge den storhed, som den højloftede stue repræsenterer.
Indretning langs med væggene er en anden hyppig fejl. Det er en rigtig god idé at se, hvad rummet inviterer til. Hvor er ganglinjerne? Hvorfra kommer dagslyset ind? Hvor er de gode hotspots?
I Liselotte og Sørens tilfælde havde stuen kun een væg, som kunne bruges i indretningen.
Dertil inviterede stuen til et sofahygge-miljø midt i rummet. I alt udgør grundindretningen tre store elementer. Et kæmpestort, vamset uldtæppe på omkring 4,5 x 4,5 meter slår ring omkring sofaområdet. En voluminøs mørkeblå flydersofa med særskilt chaiselong og lænestol danner ramme om familiens samlingspunkt. Dertil den store vægreol, som proportionelt er tilpasset den store vægflade - og som i sin helhed næsten fremstår som et foranderligt 3-dimensionelt kunstværk. I hjørnet er en læsekrog med den lænestol, Søren længe havde ønsket sig. Midt i rummet svæver den skulpturelle Patera pendel.
Når du laver flere opholdsmuligheder i samme rum bliver kvadratmeterne udnyttet bedre og rummet lever på en anden måde. Desuden er det en god idé at arbejde med det eksisterende, frem for at modarbejde det - også selvom det umiddelbart ikke er din stil. En vellykket indretning forholder sig til sin kontekst. Enkle greb som en ny vægfarve og en anden indretning kan ændre totaloplevelsen af et rum, så det virker harmonisk og helstøbt.
Billedserie - klik på pilen // Stuen er overordnet indrettet med 3 store elementer - sofa, tæppe og reol // De eksisterende træpaneler er gennemgående i hele huset // Køkkenet med de turkisblå fliser spiller flot sammen med resten af huset // Liselotte og Sørens eksisterende spisebord med stole passer fint ind i sammenhængen.
Et mix af materialer og farver pirrer sanserne
En ikke ubetydelig detalje er de store træpanelvægge, som er gennemgående i hele huset. Sammen med Liselotte og Sørens malerier har de bl.a. været retningsgivere for farvesætning og indretning. Overfladernes taktilitet, farverne og et mix af naturmaterialer pirrer sanserne - og generelt befinder vi mennesker os godt i sammenhænge, hvor naturen er implementeret i direkte form, som f.eks. beplantning, en grøn udsigt og dagslys - eller i indirekte og bearbejdet form, som møbler og inventar, som er lavet af naturmaterialer. Ligesom uldtæppet og træet, som både giver varme og stoflighed.
Flader, der let kunne forandres, er blevet malet. Farvepaletten er lysnet og er stadig kulørt. Nuancer af turkis, blå, grøn, rosa og gul vandrer rundt i hele huset. Farveklatter hist og her - og rum, hvor både lofter og vægge er malet i samme nuance skaber en harmonisk helhed og ro, som kan mærkes i det, man træder indenfor. Selvom rummene er store, føles de indbydende og hyggelige.


Følelsen af hjem er noget, der sker over tid. Processen i at lande et nyt sted og indrette sig påny kan både ses udenpå og mærkes indeni. Liselotte og Søren føler sig hjemme og godt tilpas i deres nye hus. Og det er godt. Det har været vigtigt at træffe gode valg, som både kunne fungere nu og på den lange bane. Derfor har de valgt at investere i inventar og møbler, som understøtter det særlige, der er ved huset, som også kan indgå i en ny sammenhæng - såfremt at de vælger at ændre på nogle ting i fremtiden.
Lotte har hjulpet os med at indrette vores nye hjem... Vi ville aldrig selv være kommet så godt i mål med opgaven...
// Liselotte
Find hjem - i dit hjem
Som du nok har luret ligger der en dobbeltbetydning i titlen Find hjem - i dit hjem. Det handler naturligvis ikke om at du ikke kan finde hjem. Snarere at du føler dig i sync med dine hjemlige omgivelser og at det gør noget godt for dig - hver dag!

Jamen, føler alle sig ikke hjemme derhjemme?
Det korte svar er nej ...
Men... vi lever med det!
Vi lever med ikke at være kommet på helt plads efter indflytningen - og hvor flyttekasser og billederne, der står langs med væggen, på mærkværdig vis bare bliver en del af indretningen.
Vi lever med at lukke døren for rodet eller tager skyklapper overfor de grimme vægge, det ødelagte skab og en overflod af ting, som vi aldrig bruger.
Vi lever med at bruge en masse energi på at tænke over mulige løsninger - uden at komme i mål.
Vi lever med at mærke de fysiske rums ubalancer som en indre uro, og som på den lange bane både kan være en kilde til frustration, stress og mistrivsel - derhjemme. Vi lever med det - og i det!
Vi bruger omtrent 2/3 af livet i vores hjem - og vi ved efterhånden godt, at rum og indretning kan skabe trivsel og velvære - eller det modsatte! Det vidner et utal af tv-boligprogrammer og artikler om. Ude godt, hjemme bedst, siger vi... Men er det nu også det? Spørgsmålet er nærmere, om vi prioriterer det tilstrækkeligt i forhold til den betydning det har for os?
En fysisk forandring kan være transformerende på flere planer. Også personligt. Når du finder hjem i dit hjem, forandrer du ikke kun noget på et ydre plan, der sker også noget i kernen af dig. Hvad du kan lide? Hvad du drømmer om? Hvad der giver dig energi? Og hvordan kan du få det passet ind med de rammer, du allerede har?
De 3 vigtigste designgreb i dette projekt
Arbejd med det, der er, - frem for at modarbejde/skjule det - også selvom det ikke er din stil (det kan blive flot, helstøbt og lækkert alligevel)
Arbejd med rum i rum og indret flere små ophold, frem for at placere møblerne langs med væggene
Store rum kalder (oftest) på store møbler - hellere få store end mange små møbler
Har du brug for hjælp?
Har du brug for hjælp til din indretning, farvesætning, rumfordeling, møbelvalg eller andet?
Læs mere om indretning privat her
Tak fordi du læste med!

Venlig hilsen
Lotte Mangor
Mangor Studio | Aarhus
mobil 2681 3091
web mangorstudio.dk
#findhjemidithjem #føldighjemmederhjemme #energiiindretningen #mangorstudio #indretningmedomtanke #bæredygtigindretning #rumirum #farveriindretningen #biophilicdesign #inviternaturenindenfor