Nyt bad og gæstetoilet i 70'er hus

Det er ikke uden grund, at badeværelset bliver kaldt boligens dyreste kvadratmeter. Et badeværelse er bekostelig at etablere og renovere, dette på trods af at det ikke er boligens største rum. Det gippede da også i Birgit og Ole, da de fik prisen på renoveringen af eksisterende badeværelse og gæstetoilet. For på overfladen så det jo ikke ud af meget. Ikke i sammenligning med et nyt køkken, som også koster mange penge. Men de gamle rør i gulve og vægge trængte til en udskiftning. Desuden var indretningen heller ikke optimal. Det hele kaldte på en gennemgribende renovering.


Designidé: Mangor Studio

Udførsel: Frede Andersen VVS

Se før- og efterbilleder i indlægget.


Den italienske flise, Terramix.

De dyre kvadratmeter

Det er sjældent valget af den flotte flise, der sprænger budgettet i en badeværelsesrenovering. Det, der koster, er alt det, du ikke kan se, men som du forventer fungerer, såsom strøm i kontakten, vand i hanen, skyl i toilettet, afløb, ventilation og varmekilde. Altså installationerne! Det betyder, at både VVS'er, elektriker, murer og tømrer som minimum er inde over sådan et badeværelsesprojekt. Ifølge Frede Andersen VVS koster en renovering fra A til Z gennemsnitlig 220-250.000 kr.


Generelt er der høje krav til etablering/renovering af vådrum - og det er godt, for der er rigtig meget, der kan gå galt. Vandskade og fugtindtrængning i materialer og konstruktioner kan være ødelæggende for bygning og for helbred. Der er der regler for, hvad du selv må gøre af håndværksmæssigt arbejde. Når det generelt berører installationer, vand og strøm er tommelfingerreglen at kontakte en fagmand. Er du i tvivl, så ring og spørg. En professionel autoriseret håndværker stiller en garanti for, at arbejdet er udført i overensstemmelse med gældende regler. Det koster penge. Til gengæld kan du sove trygt om natten i vished om, at alt er tæt og tilsluttet.


Huset fra 1979 har været til inspiration i designet af det nye bad og gæstetoilet.

Ideen

Birgit og Oles et-plans hus er et godt, gedigent gulstenshus fra 1979 med sortbrune vinduer, sålbænk og beklædning - og fladt tag. Facaden har ikke ændret sig meget siden, det blev bygget og husets tidstypiske udtryk har inspireret til designet af badeværelset og gæstetoilettet.


Nuancer af brun, træ og de rektangulære former i inventar og fliser har direkte reference til facaden, træbeklædningen og de horisontale linjer, der tegner husets grundform. Nok har ideen været at skabe et moderne, funktionelt badeværelse med en rar atmosfære, men det har også været hensigten at give rummene tyngde, kontrast og sammenhæng, således at man ikke er i tvivl om, at man er på et badeværelse i et 70'er hus.

70'ernes brune nuancer går igen i det nye bad
"Særligt vægfliserne i brusekabinen er specielle. De harmonerer så flot med egetræet og de øvrige materialer og farver. Jeg ville aldrig have valgt dem selv"

//Birgit


Birgit og Ole har fra starten haft nogle klare ønsker til ændringer og funktion - især for badeværelset, som de primært bruger i dagligdagen. For det første skulle toilettet flyttes. For det andet skulle der være god opbevaringsplads. For det tredje skulle der være et godt spejllys. For det fjerde ønskede de en anden løsning omkring bruseren end et bruseforhæng (se før-billeder længere nede).


Flytningen af toilettet opfyldte ønsket om mere opbevaring. Et væg til væg dansk designet skuffemøbel med indbygget vask og fronter i eg har givet masser af opbevaringsplads - og indbygget strøm til eltandbørsten! Et stort spejl øger rumfornemmelsen og cylinderformede lamper med roterbare skærme giver et godt og varieret lys omkring vasken. Bruseren er blevet pakket ind i den italienske vægflise Terramix og glasvægge, som næsten går fra gulv til loft. På gulvet er den mere afdæmpede brungrå flise Nordic.


Gæstetoilettets indretning er i materiale og farvevalg en gentagelse af badeværelset. Rummet er ikke så bredt og indretningsmulighederne begrænset. Vægflisen og spejlet danner her ramme om den smalle håndvask, således at det samlet set står som et møbel i sig selv. Den ikoniske Globall mini er anvendt som lyskilde. Det sorte toiletsæde på begge toiletter spiller op til den levende flisevæg, som er et centralt, visuelt element i begge rum.


Udvalget af fliser og badeværelsesinteriør er enormt. Det betaler sig på den lange bane at forholde sig til husets arkitektur og tidsepoke i renoveringsprojekter som denne, netop for at undgå forvirring i stil og materialesammensætning. I bonus begrænser udvalget sig - og det kan være en hjælp i søgningen på det rette badeværelsesdesign

En renovering, der tager tid

Birgit og Ole er erfarne gør-det-selv-folk. Dette på trods valgte de (næsten) en totalentreprise i denne omgang. Faktisk er der penge sparet, hvis du selv er istand til at byggestyre og hyre håndværkere. I totalentreprisen bliver der koblet en ekstern byggeleder på, - i dette tilfælde Frede Andersen VVS. Denne renovering har omfattet udskiftning og ændring af en række installationer, som bl.a. berørte gulvvarme, vandrør og faldstamme. Derudover et større, støvet nedbrydningsarbejde. Selvom, at der er penge at spare ved at klare nedbrydningen selv, valgte Birgit og Ole at få professionelle folk på, som fjernede det hele i et ruf. Malerentreprisen tog de dog selv.


Før-billeder af badeværelse og gæstetoilet. Klik på pilene for at bladr.


Hvis alt går efter planen tager det 7-8 uger at renovere et badeværelse. I sammenligning med et køkken, som gennemsnitlig tager 2-3 uger, kan dette opleves som lang tid. Særligt når husets mest private rum er flyttet ud i en særskilt toiletvogn i indkørslen og håndværkere render ud og ind af ens hjem fra kl. 7 om morgenen.

Tørretider på gulv og murerarbejde sætter helt naturligt arbejdet i bero for en periode i løbet af processen, så der er dage, hvor håndværkerne ikke er til stede. Det er godt at vide. F.eks. tager det 28 dage for et støbt gulv at hærde helt op.


Efter-billeder af badeværelse og gæstetoilet. Klik på pilene for at bladr.


Birgit og Oles renovering er blevet færdig - med en smule forsinkelse. Her er ingen overdrevet luksus, men gedigne, funktionelle løsninger, pakket ind i et enkelt design, som passer til huset og dets beboere. Arbejdet er flot udført og de er tilfredse med resultatet.




Tak fordi du læste med!



Venlig hilsen


Lotte

møbel & rum arkitekt cand. arch.


MANGOR STUDIO - indretning med omtanke

kontakt@lottemangor.dk

mobil 2681 3091



#badeværelsesrenovering #ombygningafbadeværelse #nytbadeværelse #badeværelsesdesign #indretningaarhus #mangorstudio #indretningsarkitektaarhus #indretningmedomtanke #fredeandersenvvs



84 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle