Når indretning bliver en strategisk investering - Tandklinikken Trøjborg Centret
- Lotte Mangor

- 25. feb.
- 4 min læsning
“Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg valgte at gøre forarbejdet grundigt. Ellers havde jeg ikke stået med det resultat, jeg gør i dag.”
Sådan siger Yasser Haddadi, tandlæge og ejer af Tandklinikken Trøjborg Centret. En totalrenovering er en sej proces. Man skal turde træffe beslutninger uden helt at kunne se det færdige resultat, og samtidig holde klinikken kørende.
Se før-billeder sidst i indlægget.

Modet til at tænke større
I foråret 2024 begyndte de første spæde idéer til renoveringen at tage form - og godt og vel halvandet år senere er klinikken færdig. Yasser vidste ærligt talt intet om processen, da vi begyndte. Han indrømmer også, at han nok ikke var gået så helhjertet ind i en gennemgribende forandring, hvis ikke hans kone havde skubbet blidt på. Så var han måske endt med andres forslag hen ad vejen - uden den helhed og sammenhæng, som i dag kendetegner klinikken.
At bygge videre på det eksisterende
Der har ligget en tandklinik i Trøjborg Centret siden dets opførsel i 1977. Da Yasser overtog i 2020, ønskede han en tidssvarende klinik med nyeste udstyr og flere funktioner, men uden at miste forbindelsen til bygningens markante 70’er arkitektur. Indretningen skulle ikke blot fungere her og nu, men være en investering, der kunne holde på den lange bane.
Klinikken ligger på 1. sal. Kendetegnende for arkitekturen er de synlige installationer, som er indkapslet i installationskasser, gedigne materialer og de rå murvægge. Det giver karakter, men også begrænsninger. Ønsket var blandt andet et større venteværelse, et røntgenrum, et ekstra toilet, flere arbejdspladser, opbevaring og et ekstra klinikrum, så der samlet set var 4. Det krævede præcis planlægning og optimal udnyttelse af hver kvadratmeter.

Lys og luft på samme antal kvadratmeter
Resultatet er en klinik, der føles større, selvom den ikke er det. Venteværelset er åbnet op og møder patienterne med lys og luft. Den markante trappe i ankomsten er fritlagt og fremstår næsten skulpturel. Receptionen er gentænkt med ekstra afskærmede arbejdspladser og mulighed for at møde patienterne i øjenhøjde.
Medarbejdernes faciliteter er samlet og forbedret. De markante installationskasser, som er gennemgående i alle rum, er pakket ind i specialfremstillede skjulere i træ, som samtidig fungerer som opholdssteder med hynder og puder. En søjle i ankomsten er blevet til en funktionel stumtjener. Begrænsningerne er ikke blevet fjernet, men bearbejdet.
Yasser fortæller: “Før var jeg næsten flov over, hvordan det så ud. I dag er jeg stolt. Klinikken er flot og indbydende - og den fungerer virkelig godt. Vi har fået vores ønsker opfyldt. Vi har implementeret den nyeste teknologi. Der er lagt en ramme for designet. Selv ned i den mindste kop, som iøvrigt er lavet af en lokal keramiker. Det er nyt for mig at gå op i, hvordan her ser ud. Det med rod bag døren og på hylden er fortid. Jeg vil gerne have, at det vedbliver med at se flot ud”.

Kunst, materialer og god belysning
Renoveringen handler ikke kun om funktion, men også om stemning. Det gamle klinikinventar er genbrugt og tilpasset med omtanke for ressourcerne. Træ er blevet et gennemgående element på gulve og i det faste inventar. Det spiller smukt sammen med de rå mursten og tilfører varme og ro.
En afdæmpet farvepalette i grønne, blå og grå nuancer binder rummene sammen og skaber balance og sammenhæng. Yassers kunstsamling har fået en tydelig placering i designet og tilfører energi og personlighed, så man træder ind i mere end en klinik med moderne udstyr. Man træder ind i en atmosfære af bøger, kunst og lyden af stille musik.

Belysningen er tænkt ind fra starten. Professionelt planlagt lys løfter ikke blot æstetikken, men skaber tryghed for patienterne og bedre arbejdsvilkår for personalet. Loftet opleves højere, gangene lysere og orienteringen lettere, også for svagtseende patienter. Lys er ikke bare teknik og praktik, men en betydelig del af oplevelsen.
En investering, der kan mærkes i hverdagen
Klinikken arbejder løbende med hele patientrejsen og justerer på detaljer - også i f.eks. lyddesignet.
"Støjniveauet i klinikken har også noget at sige for patientoplevelsen - ja, selv tonerne i telefonen, når du ringer", fortæller Yasser og fortsætter:"lydene skal opleves rolige og behagelige ligesom omgivelserne. Det hele spiller jo sammen".

At der er investeret i de fysiske rammer kan mærkes. På relativ kort tid er medarbejderstaben vokset fra 5 til 12. Selv om kvadratmeterne er de samme, opleves klinikken mere funktionel, rummelig og lys. Medarbejderne har fået bedre arbejdsforhold, og patienterne bemærker forandringen.
En tandklinik behøver ikke være kold og klinisk. Den må gerne være varm, sanselig og menneskelig. Renoveringen af Tandklinikken Trøjborg Centret er derfor mere end en modernisering. Det er en gennemtænkt helhed, hvor funktionalitet, æstetik og atmosfære spiller sammen. En klinik, hvor både patienter og medarbejdere mærker forskellen i det øjeblik, de træder ind.
Førfoto af Tandklinikken Trøjborgcentret
___
Ønsker du at investere i en klinik, hvor funktion, æstetik og patientoplevelse hænger sammen?
Læs mere om min tilgang til klinikindretning her
Tak fordi du læste med :)

De bedste hilsner
Lotte Mangor
møbel- og rum arkitekt
Mangor Studio | Aarhus
mobil 2681 3091
web mangorstudio.dk














