top of page
Forfatters billedeLotte Mangor

Plastikflaskerne blev en del af den nye kontorindretning

Opdateret: 25. okt. 2023

Tænk hvis man kunne få konverteret sine brugte plastikflasker til nye møbler - og samtidig løse et akustisk problem? Det er blevet virkeligheden for IT-virksomheden RIT, som har til huse i Lystrup lidt udenfor Aarhus. RIT ønskede en fysisk forandring, som i hovedtræk skulle udnytte de givne kvadratmeter optimalt, forbedre rumklangen i kontorlokalerne samt tage hensyn til miljøet - bl.a. ved at mindske forbruget af flaskevand. Indretningen skulle strammes op - for en indretning er jo virksomhedens visuelle visitkort og førstehåndsindtrykket udadtil.


Se før- og efter fotos i indlægget

Loungestole danner rum i rum - og bidrager positivt til at mindske rumklangen
Loungestole med høj ryg danner et minimøderum for to. Samtidig bidrager de positivt til at dæmpe rumklangen

RIT sælger IT-, hosting og cloud løsninger. De seneste år er medarbejderstaben vokset betragteligt, hvilket har afstedkommet et behov for en konkret indretningsplan og design af indemiljøet. Som Mads Møller Pedersen, direktør ved RIT, udtrykte det ved første indretningsmøde: "vi har placeret os (ref. i lokalerne) - vi har endnu ikke indrettet os"...



Visuel og auditiv støj


- Og det havde Mads ret i! Placeringen af møblerne var praktisk og fik en travl hverdag til at fungere. Der var dog forskellige problematikker, som gjorde, at det ikke virkede optimalt.


Et punkt, som stod højt på ønskelisten, var akustikken. Auditivt følte medarbejderne sig generet af rumklangen. Enkelte steder var opsat tynde filtfelter på væggen og mobile akustikvægge som et forsøg på at regulere efterklangstiden. Det var dog tydeligt, at der generelt skulle mere til at absorbere lyden af supporttelefoner og daglig aktivitet. Glas- og gipsvægge er hårdtslående flader - for ikke at tale om skriveborde og skabe. Lyden blev kastet rundt i rummet på trods af at der var opsat træpaneler på udvalgte vægge og akustikfelter i lofterne.


Opbevaringsplads og plads generelt var også en udfordring. Kvadratmeterne var fyldt op. Hvordan skulle der blive plads til det hele - uden at det ville føles proppet? Lager, arkiver og garderobeplads skulle organiseres på en smartere måde og udnyttes bedre. Desuden skulle der gøres plads til ekstra borde til nye medarbejdere.


IT-udstyr fylder naturligt en hel del i det visuelle landskab hos en IT-virksomhed. De mange skærme - ca. tre pr. skrivebord - samt infoskærme på vægge - med dertilhørende ledninger i alle niveauer, er og bliver et uroligt blikfang, hvis det ikke skærmes. I arkitektverdenen bliver dette opfattet som visuel støj - og med arbejdsmiljøet og det visuelle visitkort i sigte, var ønsket at gøre noget ved dette.


Hvordan indretter man sig på ny - og samtidig tager hensyn til miljøet? Det var vigtigt for RIT at nyt som eksisterende interiør skulle indgå i en cyklus, som pegede i en bæredygtig retning, at der blev arbejdet med genanvendelse og helt konkret - at der blev fundet et koldt alternativ til flaskevand, som bekendt er dyrt og akkumulerer meget affald.


Før-fotos - klik på pilen



Inventar af plastikflasker og genbrug


Nøgleordene for den nye indretninger er blevet akustik og genbrug. Hele grundidéen med indretningen har været at bygge videre på det, som allerede eksisterer og fungerer - og supplere med enkle og effektfulde tiltag, som både løser et akustisk og funktionelt problem samt giver sammenhæng og et æstetisk løft.


Stole og tæppe er lavet af brugte plastikflasker
Store, kraftige gardiner i genbrugsuld. Stolene og tæppet er lavet af brugte plastikflasker

Indretningsprocessen har givet anledning til at gennemgå alt eksisterende inventar for at se, hvad der reelt blev brugt og hvad, der ikke blev brugt. F.eks. er skrivebordsskabene blevet solgt, da de stod tomme og optog plads. Til gengæld er der indkøbt nye, rumdelende opbevaringsskabe til kontormaterialer og merchandise.

Meget inventar er blevet genanvendt og det, som ikke har opfyldt behovene, er enten solgt, givet væk eller sendt på genbrug.


Brugt plastik som materiale bliver mere og mere genanvendt i møbler. Derfor har det været en nærliggende og sjov tanke at "konvertere" plastikflaskerne hos RIT om til møbler. De nyanskaffede tæpper og konferencestole er netop produceret af brugte plastikflasker. Det ses umiddelbart ikke, hvis man ikke ved det - men det er en god historie! En multihane - med brus, koldt og kogende vand er blevet installeret i køkkenet i stedet for vandhanen - som et pladsbesparende og bæredygtigt alternativ til flaskevandet.


en vandhave
Multihane med 3 slags vand

Bæredygtige, akustiske løsninger


Mange tror fejlagtigt, at et akustikloft løser problemet med ringe rumklang. Lyden vandrer ikke kun opad, men kastes rundt i rummet og derfor er det også nødvendigt at arbejde med akustik vertikalt, både i form af polstrede møbler og andre absorbenter. I dette tilfælde har RIT bl.a. fået opsat store, bølgende gulv-til-loft gardiner i møderum og i storrumskontorerne. Gardinerne er et kraftigt møbeltekstil, lavet af 70% genbrugsuld. Det er meningen at gardinerne skal fylde så meget som muligt for at opnå maksimal akustisk effekt.


Paneler i kork er gode til at dæmpe akustikken
Kork er et bæredygtigt materiale og paneler som disse er gode som lydabsorbenter

Dekorative akustikpaneler i kork er opsat i stedet for billeder. Kork er en rigtig god absorbent - og så bliver materialet tilmed anset for at være det bæredygtige valg, da kork absorberer mere Co2 end det afgiver. Disse paneler er så smarte, at man til hver en tid kan supplere med flere. Jo flere, jo større effekt, både lydmæssigt og æstetisk. En stor flade med disse er bare flot!

Iøjnefaldende, højryggede loungestole danner et lille, intimt to-mands møderum.

Alle skriveborde er blevet opdelt af skærme, som udover at være lydabsorberende bidrager til den visuelle ro.


Den sorte farve, som var stærkt dominerende i den gamle indretning, er brudt op ad mere træ, lys grå og brændte nuancer, som sammen med de grønne planter komplimenterer de mørke og lyse flader flot. Opbevaringspladsen er organiseret således, at hvert rum og hvert skab er kodet til bestemte funktioner og de tomme rum er nu fyldt op. Visuelt fremstår RIT skarpt som deres egne produktløsninger - og der er sammenhæng mellem rummene.


Efter-fotos - klik på pilen



RIT har investeret i en indretningsløsning, hvor de har genanvendt mange møbler, sigtet efter at minimere spild og prioriteret kvalitetsprodukter med lang levetid og bæredygtig produktion. På nuværende tidspunkt er RIT i gang med at udvide og skal have indrettet en afdeling i forlængelse af de øvrige. Denne indretning kan med fordel udnyttes og implementeres i de nye lokaler.


De tiltag, som RIT har investeret i, er:

  • Kraftige, lydabsorberende gardiner i 70% genbrugsuld

  • Mødebord med bordlinoleum. Bordlinoleum er et behageligt og praktisk materiale, som absorberer lyd

  • Kraftige tæpper, vævet af garn, som er lavet af plastikflasker

  • Akustik konferencestole med formstabil skal af sammenpressede plastikflasker

  • Kork paneler på væggene som absorbenter og dekoration. Kork absorberer mere Co2 end det afgiver

  • Akustik skrivebordsskærme på alle bordene - i ekstra højde, så de dækker ledninger og bidrager til visuel ro

  • Akustiktavler som sidepaneler til nye whiteboard tavler.

  • Højryggede, fuldpolstrede lænestole, som danner rum i rum og fungerer som absorbenter

  • Installering af en multihane, som bl.a. mindsker forbruget af flaskevand

  • Organiseret opbevaring = optimering af plads

...


Blogindlægget Indeklima og sundhed giver et indblik i, hvad der gør et godt indeklima - og kommer bl.a. omkring akustik og støj. Et godt indeklima er en forudsætning for trivsel, det bidrager til arbejdsmiljøet og bør have en høj prioritet på arbejdspladsen såvel som i hjemmet. Der er bare det, at indeklimaet ikke kan ses - det kan bare mærkes ...


Tak fordi du læste med



indretningsarkitekt i aarhus

Venlig hilsen


Lotte Mangor


Mangor Studio | Aarhus

mobil 2681 3091














104 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page