Jeg har besøgt Haven i Hune flere gange og hver gang har stedet gjort et stærkt indtryk på mig. Ikke kun for dens mangfoldige blomsterflor, eventyrlighed og labyrintiske gangstier, som man nærmest farer vild i (hvilket også er meningen). Men også den skaberkraft, historie, kreativitet og vildskab, jeg fornemmer så tydeligt. Ikke som i naturens vildskab, men som den drivkraft og fandenivoldskhed mellem to farverige skikkelser, som på original vis udfoldede deres egen kunst og forenede det i et fælles værk. De havde en vision og det er blevet til en paradisisk besøgshave med atelier og privat bolig. Sidstnævnte ser jeg for første gang indefra under dette besøg.
Haven er tegnet og anlagt af arkitekt, Claus Bonderup og hans hustru, blomsterkunstneren, Anne Just. På et vindblæst stykke sandjord i Hune, en "forstad" til Blokhus, blev en umulig drøm mulig. Ikke at Hune havde noget af arkitektonisk værdi at byde på, mente Claus Bonderup, men han lod sig overtale, da tanken om at etablere en frodig paradishave i ly for vestenvinden, og som lignede noget, som altid havde ligget der, tiltalte ham.
"Et fingeraftryk på Jorden - skabt gennem Det Gyldne Snit, som den italienske arkitekt, Andrea Palladio definerede for snart 500 år siden. Et sted, hvor proportionerne således trives, og hvor det levende lever"...
Claus Bonderup, fra bogen Anne Just's Have, 2014
Haven
Eventyret begyndte i 1991. Anne Just og Claus Bonderup boede i første klitrække ved Blokhus, i et spektakulært hus, Øjne i natten, som Claus Bonderup havde tegnet og senere blev kendt for. En drøm om et atelier bygget ind i klitterne ved siden af huset gik i vasken, og det satte skub i ideen om den grønne oase.
De havde nemlig købt en sandet klitgrund i Hune med et træhus på, som Anne Just brugte som atelier. Som et modsvar til det turistgøgl, der var kommet til i 80'erne og 90'erne, satte de sig for at etablere en ny attraktion, nemlig en nordjysk paradishave, som skulle ligne noget, naturen selv havde skabt.
Først blev der plantet læhegn og stedsegrøn for at ramme haven ind. "Frodigheden bliver meningsløs, hvis ikke der er nogle skarpe kanter til at samle det hele", fortæller Anne Just i et TV programmet Naturtid fra 2008. Her viser hun haven og deler generøst ud af sin haveglæde - og sin fortvivlelse over alle de stenørkener, som ses i villahaverne. Allerede dengang, før vi kendte ordet biodiversitet, opfordrede hun folk til at plante blomster til insekterne, frem for at "dyrke" herregårdssten, granitskærver og græsplæne.
Sandet gav ikke de bedste vækstbetingelser for et paradis, så det oprindeligt flade terræn blev formet, fik tilført jord og hestemøg i rigelige mængder.
Med inspiration fra engelsk haver slog Claus Bonderup de store linjer for anlægget og Anne Just komponerede blomsterne langs med stierne og på voldene. Og netop det med at få blomsterne op i øjenhøjde var vigtigt for oplevelsen, mente Anne Just. Først blev der plantet noget hurtigtvoksende, som kunne gøre det grønt og frodigt, senere forfinede hun det, som kun en plantekyndig med sans for det kunstneriske kan gøre det.
Regnvandsreservoirs, vandingsanlæg og forgrønnede, skjulte kompostvægge blev tænkt ind som en del af æstetikken, oplevelsen og havens naturlige kredsløb.
Haven udviklede sig i etaper. Først blev Sydhaven etableret, så Nordhaven. Flere grunde blev opkøbt og haven har nu sammenlagt har et areal på 7500 m2. Erik Kolind Nielsen, deres nabo, bankmand og gode ven (og i dag direktør for fonden for bevarelse af haven) - gav i 2003 sin grund til projektet. Her blev i bedste herregårdsstil, med akser og symmetri, opført brede stier med bassiner og højbede til hver side. Et resultat de alle tre var svært tilfredse med, for Anne blev fri for at høre på Eriks irriterende plæneklipper, Erik fik en flot have og det gode naboskab blev, ifølge Anne Just, bevaret. Og haven er selvfølgelig opkaldt efter dens ejermand: Eriks have.
Det gamle atelier, i dag kaldet Værkstedet, ligger stadig på grunden og gemmer på tidlige og ufærdige værker af Anne Just. Det nye atelier kom til i begyndelsen af årtusindskiftet, et smukt højloftet rum i to niveauer og med et nordvendt glasparti, så Anne Just kunne få det bedste lys at male i. Resultatet var de begge meget tilfredse med, Men som så meget andet gik det projekt ikke stille for sig ...
For en del af haveoplevelsen er historien om Anne Just og Claus Bonderup og mødet mellem to temperamenter. De lægger ikke skjul på at have krydset klinger i stort og småt, som for eksempel når slaget stod mellem det stedsegrønne eller blomsterne. En "kamp", som Claus Bonderup beskriver som "at komme først til mølle" mellem ham og Anne, når der dukkede en bar plet op i haven.
I 2009 døde Anne Just af brystkræft, en sygdom, som hun talte åbent om og havde levet med i knap to årtier. Sorgen over sin hustrus død satte for en periode en stopper for Claus Bonderups kreative og kunstneriske virke. Det ændrede sig først da en god ven, kunstneren Marco Evaristti, overtalte ham til at tage med ham til Thailand, hvor Claus Bonderup fik mulighed for at få produceret nogle af sine stoledesigns ved brug af en ny teknologi, som han ikke havde set før og blev meget interesseret i.
Huset
Claus Bonderup var optaget af forgængelighed. Som barn byggede han sandslotte på stranden - og næste dag var de væk. Det var en livslang optagethed, som også optog ham i tilblivelsen af huset i 1997. Det var sin sag at tegne deres private hus i den etablerede have, så det så ud som om, det altid havde ligget der.
Huset er udformet over en stram, symmetrisk grundplan, hvor det ene rum afløser det næste og hvor hver kubikmeter er udnyttet. Grundplanen er ikke stor og huset er tilmed bygget i billige materialer. Trods flere priser og prominente bygningsværker på CV'et som det Arktiske Museum i Lapland, Høje Tåstrup by og banegård samt det tidligere omtalte hus i klitterne, demonstrerede Claus Bonderup, at man kunne bygge godt for få penge. Lofterne er af flamingo og køkkenet brugt sygehusinventar. Under byggeriet blev mureren aflønnet en gang om ugen, og når pengene slap op, måtte de vente til der kom penge i kassen igen.
Da Claus Bonnerup dør i maj 2022 åbner huset op for besøgende - og jeg er kørt hertil en torsdag i august for at se huset og genbesøge haven. Det er med rundvisning og med Lene som guide. Og Lene er man hurtigt på fornavn med...
En ting, jeg særligt hæfter mig ved i Haven i Hune er den generøsitet og velvillighed til at dele ud. Anne Just og Claus Bonderup skabte en oase til det fælles på denne jord, de delte ud af deres kunst, deres viden og af dem selv. Før Claus Bonderup døde fik man lov til at kigge ind af vinduerne til deres private gemakker, mens han sad på bænken ved butikken og hilste på gæsterne. Lenes fortællerivrighed vidner om et stærkt bånd til stedet og en dybfølt lyst til at formidle den nerve, der har levet i haven i mere end 3 årtier.
Og dette hjem er som taget ud af... ja, jeg ved ikke hvor! Ord og billeder bliver fattige i denne sammenhæng. For jeg har faktisk aldrig set noget tilsvarende. End ikke på film. Og det er nu engang en underlig følelse, når ens referenceramme ikke rækker eller kan nærme sig noget, der bare minder om. Særligt når man arbejder med rum og private boliger, som jeg gør. Det kan bedst beskrives som fortryllende og utæmmelig overdådighed. Den kunstneriske nerve og poesien er allestedsnærværende i de højloftede rum. Selv på køleskabslågen!
Hvis ikke det var for rundvisningen, kunne jeg have gået på opdagelse i huset i timevis, ja måske dagevis og fordybe mig i enhver detalje og suge historier og indtryk til mig. Et overblik er en umulighed. Øjet stopper op hvert andet øjeblik og dvæler, for der er så meget at kigge på. Så meget inspiration og skønhed samlet på ét sted. Alle genstande har sin egen fortælling, som er ligeså vigtig som genstanden selv. Det er fuldstændig betagende og overvældende.
Man skulle ikke tro, at Claus Bonderup havde en fortid som minimalist og hvor alt var hvidt. Det ændrede sig, da han mødte den farverige blomsterkunstner.
Lofter er malet med blomstermotiver, som Anne malede, mens hun lå på et stillads, som Claus kørte rundt. Selv stellet på bordet i spisestuen er fra deres bryllup og dekoreret med de fineste blomstermotiver. Skaberkraften og idérigdommen var enorm. Claus Bonderup var også en dygtig tegner. Flere steder hænger portrætter af Anne Just, tegninger af dyr og egne møbeldesigns, som står rundt i huset og i atelieret i 1:1.
Man kommer ikke udenom de talrige udstoppede dyr, skind, gevirer og andre dyreartefakter, som er overalt på lodrette og vandrette flader, side om side med kunst, kuriositeter og klenodier. Giraf, hvalros, zebra, løve, elg, bjørn, isbjørn ... Claus Bonderup havde en fascination af dyr udover det sædvanlige. Han kunne studere dem i timevis. Hans optagethed af symmetri/asymmetri gjaldt også dyrene. Selv kunne han ikke slå dyr ihjel.
Anne Just brød sig ikke om alle de udstoppede dyr, og historien forlyder, at hun gav dem væk, når Claus Bonderup ikke var hjemme. Som en hilsen til det hinsides købte Claus Bonderup en udstoppet struds for de penge, Anne Just efterlod sig, da hun døde.
Historier og små anekdoter
I et portræt, som bliver vist i atelieret, fortæller Claus Bonderup afmålt og underholdende om tankerne og arbejdet bag haven og hans liv med Anne Just. På min guidede rundtur rystede Lene den ene sjove fortælling efter den anden lille anekdote ud af ærmet. Som for eksempel da Claus Bonderup og Anne Just arrangerede en isskulpturkonkurrence i Finland og inviterede en række prominente, internationale arkitekter til at deltage. De vidste ikke, om der kom nogen til arrangementet, men det viste sig at alle kom - og Zaha Hadid Architects vandt konkurrencen med et kæmpestort 40 meter langt værk, som de overhældte med vodka og satte ild til...
- Eller som dengang Anne Just insisterede på at have deres hunde, Fix og Fox, med til julegudstjeneste i deres lokale kirke. Hun overtalte præsten og kom med hundene, drivvåd og forblæst, ind i kirkerummet og fik plads på forreste række...
- Eller historien om det andehus, Anne Just bestilte Claus Bonderup til at tegne til hende. Det blev naturligvis tegnet efter principperne for klassisk arkitektur og en and blev målt op, så åbningen kunne blive dimensioneret efter dens størrelse. Men Annes ænder kunne ikke komme ind i andehuset, for hun havde glemt at fortælle, at andehuset skulle være til moskusænder, som er større end almindelige ænder. Det forlyder, at det var den eneste gang, at Claus Bonderup blev nødt til at tage livet af et dyr. Denne historie fremstår som det, der førte dem sammen - og andehuset står i dag i regnvandsbassinet i haven.
Og sådan er det i Haven i Hune... Alt har en historie og det gør ethvert besøg til en særlig oplevelse og en lyst til at komme igen. Og med historierne lever Anne Just og Claus Bonderup videre i dig og i mig - og hos alle dem, som lægger vejen forbi den nordjyske paradishave.
"Haven skal leve hver dag, året rundt. Det absolut modsatte af et museum. De tusindvis af besøgende, der hvert år lægger vejen forbi, skal kunne inspireres - fortrylles. Igen og igen"...
Claus Bonderup, fra bogen Anne Just's Have, 2014.
Haven i Hune er blevet kåret som bedste haveoplevelse ved Cph Garden Awards i 2022 og den er med i en engelsk bog om verdens 300 smukkeste haver. Selvom sommerstormen Hans har været lidt hård ved haven i år, fremstår den stadig smuk og eventyrlig.
Siden 2008 har haven været forvaltet af Fonden til bevarelse af Anne Just's have. Gode folk går hver dag rundt og passer på huset, haven, havehotellerne og gæsterne - og værner om stedets ånd og historie. Ikke som et støvet museumsklenoide - slet ikke! Haven er i evig forandring - eller forgængelig, så noget nyt kan spire frem.
Tak fordi du læste med...
// Lotte Mangor
Mangor Studio | Aarhus
mobil 2681 3091
web mangorstudio.dk
Alle fotos er taget af undertegnede