top of page
Forfatters billedeLotte Mangor

Annias lille multifunktionelle tilbygning

Opdateret: 12. jul.

Interessen for downsizing er populær og der er stor interesse for det. Det kan jeg se! Blogindlægget om at downsize fra 170 til 47m2 er et af mine mest læste blogindlæg til dato. Og her kommer så en opfølgning på selvsamme case, som paradoksalt nok handler om det modsatte - at upsize! Bare en smule...

Annias lille hus har nemlig fået en tilbygning. Den føjer 38 kvadratmeter til de eksisterende 47 kvadratmeter, så nu tæller huset hele 85 bruttokvadratmeter. Men hvorfor egentlig upsize, når man nu har downsized?


Et rum med stol og bord og udsigt til have
Multirummet med kæmpe hjørnevindue og kig til haven.

Siden Annia købte grunden i 2020, hvorpå der lå et gammelt, nedslidt sommerhus, har drømmen været at skabe et hjem med skovagtig have, og som også fremtidssikrede det lille sted med ekstra overnatningsmuligheder til familien, når de kom på besøg. Efter renoveringen af hovedhuset på 47 m2 var tanken, at få bygget et gæstehus, som kunne fungere uafhængig af privatboligen - og som tilmed kunne anvendes til andre formål. Så egentlig er tilbygningen ikke en udvidelse af boligen i den forstand, men et supplerende areal, som opfylder andre behov.


Downsizing handler om at rydde op, fjerne alt overflødigt og mindske beboelsesarealet til det absolut nødvendige. Downsizing er en øvelse i at tage bevidst stilling til, hvad man har brug for og træffe nogle bæredygtige valg for sig selv, sit forbrug og sin økonomi.

Mange er nok stødt på Tinyhouses i blade og på diverse medier. For nogle er det en knivskarp disciplin i at skære helt ind til benet og bo på så lidt plads som muligt, omgivet af det allermest nødvendige.

Annia sigtede ikke efter et Tinyhouse. For hende handlede det om drømmen om et træhus på en naturgrund. Om snusfornuftige og reelle behov. Hvorfor have mere, hvis man kan nøjes med mindre? Hvorfor bruge plads på noget, som står ubrugt i dagligdagen? Og hvorfor skære mere fra end det, man har reelt brug for og drømmer om?


Et rum med to alkover, senge, en stige og stol
I de to alkover er der plads til 4 overnattende gæster

Det er meget let at få alle sine behov og ønsker opfyldt, når der er masser af plads og penge at tage af. Sjovere er det dog at tænke kreativt i rum og funktioner, når budget og kvadratmeter er begrænset. Og selv på meget lidt plads kan ambitionerne være store.

Ønskelisten talte nemlig overnatningsmuligheder til minimum 4 personer, et opholdsrum, et hobbyrum og et behandlingsrum. Annia er nemlig kranio sakral terapeut og yder behandlinger hjemmefra. Derudover ønskede hun, at der skulle der være separat indgang med entré, bryggers med vaskemaskine, et badeværelse med badekar samt et te-køkken. Vel at mærke funktioner, som krævede plads og rum, - mange rum!


Et af de store spørgsmål i idéfasen var, om overnatningsmuligheder skulle fordeles i to rum med hver sin dør? Altså sådan som man sædvanligvis vil gøre.

Det skete ikke. Det ville "spise" alt for mange kvadratmeter. Til gengæld blev rumhøjden udnyttet og der blev bygget to dybe alkover i to etager, som samlet set kun fyldte 3,5 m2 og som gav sovepladser til 4 mennesker.


Et andet stort spørgsmål var, om tilbygningen skulle være helt adskilt fra hovedhuset og stå som en separat bygning - eller om det skulle bygges sammen med privatboligen? Tilbygningen endte med, efter flere forslag frem og tilbage - at blive bygget sammen med hovedhuset med en lydtæt glasdør som bindeled mellem de to bygninger. Både i forhold til oplevelsen af huset som helhed, men også i forhold til det praktiske i, at komme fra den ene bygning til den anden. Også om vinteren. Vigtigt var det at have følelsen af to huse, som kunne fungere som selvstændige enheder og være uafhængige af hinanden.


et træhus i en have med grønt
Udefra opleves tilbygningen og det eksisterende hus som et stort hus

Ønskelisten med de fire rum blev "kogt ind" til ét eneste rum, - et multifunktionelt rum.


I dagligdagen kan det fungere både som gæsterum, opholdsrum, hobbyrum og behandlingsrum. Udover de to dybe alkover tæller tilbygningen også en multifunktionel fordelingsgang og et badeværelse med badekar. Rummet er næsten kvadratisk og åbner sig op mod nord-vest med et kæmpe vinduesparti og inviterer haven indenfor. Alkoverne fungerer også som opholdsnicher, en pladsbesparende løsning, som erstatter både sofa og senge, og som efterlader en masse gulvareal til forskellige aktiviteter.


Huset blev opført på kun 5 uger. Stram og effektiv byggestyring fra en lokal tømrer gjorde, at tidsplanen blev overholdt. Bygningen er holdt i samme materialer og farver, som det eksisterende og falder naturligt ind i omgivelserne. Terrasser og stier rundt om huset supplerer de indvendige kvadratmeter på en varm sommerdag - og hvor dørene kan stå åbne.


et badeværelse med badekar og blågrønne fliser
Samme materialer går igen i det nye badeværelse

Her er ingen overflødige kvadratmeter. End ikke fordelingsgangen, som forbinder multirummet, badeværelset og privatboligen. Her samles entré, garderobe, bryggers med vaskemaskine og tekøkkenet.


Det, at anvende og udnytte sine kvadratmeter til flere formål er en fantastisk måde at skabe en spændende, fleksibel og funktionel rum på. Det er også billigere end at have værelser stående tomme det meste af tiden, - medmindre du har overnattende gæster regelmæssigt. For Annia har det været den helt perfekte løsning.


Vil du læse om Annias downsizing, kan du klikke her



Tak fordi du læste med!




Venlig hilsen


Lotte Mangor


Mangor Studio | Aarhus

mobil 2681 3091





40 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page