top of page

3 timers indretningshjælp forvandlede lejligheden fra hvidt i hvidt til et hyggeligt hjem

Opdateret: 8. nov. 2023

Hvad skal der til, før et hjem bliver til det hjem, hvor man føler sig hjemme og finder ro? Det spørgsmål havde Camilla og Henrik stillet sig selv. Deres indretning fungerede ikke, som de kunne have ønsket sig. Trods lejlighedens placering med flot udsigt ud over by og grønne områder samt dens nye, moderne indretning, mærkede de ikke fornemmelsen af DERES hjem. Præcis hvad der var galt, havde de vanskeligt ved at svare på. De var glade for deres ting og de havde, hvad de skulle bruge. Lejligheden var enkel og klassisk møbleret med hvide vægge og lofter ... måske var det hele lidt for hvidt?


De besluttede at søge professionel hjælp fremfor at bruge mere tid og flere penge på løsninger, som alligevel endte ved udgangspunktet igen. Nu skulle der laves en bæredygtig og langsigtet plan.


Se før og efter-foto i indlægget.


stue med lænestol og lange gardiner


For hvidt i hvidt?

Camilla og Henrik, begge i starten af 50'erne, var downsized fra hus til lejlighed på 103 kvm i en ny bydel i Aarhus. En forårsdag modtog jeg en mail fra dem:


Hej Lotte

Vi er flyttet fra hus til en lille lejlighed i Aarhus og har fået os godt etableret med en blanding af møbler fra vores hus og enkelte nye ting. Vi er rigtig glade for alle tingene og tænker også, at vi bor pænt, men der mangler sjæl og det virker for upersonligt. Måske har vi placeret møblerne forkert, men vi har nok også en for konservativ tilgang til indretning. Vi kan godt lidt det enkle, - det er nok bare blevet for enkelt og for hvidt i hvidt det hele ...

Camilla og Henrik havde brug for 1:1 sparring og inspiration til, hvordan de skulle gribe det an. Vi aftalte en dato for et sparringsforløb med udgangspunkt i deres egne møbler.


Vi havde selv forsøgt os med flytning af møbler, indkøb af nye ting og havde forsøgsvis malet en væg i en farve, som endte med at blive malet hvid igen. Løsninger vi brugte alt for meget tid og alt for mange penge på ...

Camilla og Henrik



Hvornår bliver et hjem til et rigtigt hjem?

Mennesker har en utrolig evne til at etablere sig og skabe sin egen helle, ja - faktisk kan vi slet ikke lade være. Dette er uanset om vi bosætter os i et blikskur i et slumkvarter eller i et hus på en villavej.

Hjemmet er livets omdrejningspunkt. Det er her, du starter din dag og slutter din dag. Det er her, hvor du er omgivet af dine private ting og hvor du kan trække dig tilbage med dig selv og dine allernærmeste. Et privilegium på disse breddegrader er tilmed, at vi kan tillade os at stille krav til kvaliteten af vores hjem. Vi vil bo godt og flot - og frem for alt, hyggeligt!


Camilla og Henriks egne før-foto af lejligheden


Gennem mit virke som arkitekt har jeg besøgt rigtigt mange hjem - og en ting er sikkert - ikke to hjem er ens - og ikke to hjem skal være ens!


Et hjem bliver først til et rigtigt hjem, når boligen og dens beboere "smelter" sammen. Det kræver tid, tilvænning - og måske lidt hjælp fra en indretningsarkitekt til at se kvaliteterne og mulighederne - og binde en sløjfe om det hele.



Den sansemæssige variation

Det, jeg først hæfter mig ved, er, at Camilla og Henrik beskriver deres hjem som upersonligt og uden sjæl. Det er tankevækkende ord og jeg vil mene, at det beskriver en generel problematik indenfor nyt boligbyggeri.

spisestue med lampe og hvide stole

Nye boligkomplekser skyder op overalt. Vi bygger nyt som aldrig før - og vi bygger standardiseret.

Arkitekturoprøret - lad os bygge smukt igen er en folkebevægelse, som har manifesteret sig i hele Norden på bl.a. Facebook, hvor alle, som har en mening om arkitektur og byggeri får frit afløb for deres meninger. Og mange har brug for at ytre sig om netop byggeri. Ord som sjælløst, upersonligt og katastrofe runger mod firkantede kasser, som skyder op i byer og i parcelhuskvarterer. Debatten florerer omkring hvor grimt, hvor højt og hvor firkantet, man må have lov til at bygge. Hvorfor dette oprør?


Faktum er, at vi bygger mere ensartet, farveløst og med færre materialer end, hvad vi gjorde, før i tiden. De indvendige, hvide rum, ja - de forærer os ingenting, - som den gamle murermestervilla ville gøre med sin smukt svungne trappe i træ og tidens tand printet ind i fladerne. Den sansemæssige variation er begrænset. Vi mærker ikke håndværket og detaljen - som gør hele forskellen på, om rum har liv og autencitet eller om det føles klinisk og sjæleløst.


Vores liv er afhængig af god arkitektur. Vi bliver påvirkede af de bygninger, som omgiver os og de rum, vi lever i. Noget, som vi måske ikke tænker over til hverdag, men alligevel sanser. En klog mand sagde engang: Først former vi husene, så former de os!

Med tanke på at en bygning står mellem 50 til 100 år så er det helt på sin plads at kræve kvalitet og diversitet i arkitektur såvel som i de materialer, vi bygger og indretter os med.


Camilla og Henriks hjem har brug for at få tilføjet noget ekstra, som rummene i deres nye lejlighed ikke giver dem og som møbleringen ikke løser i sig selv.


Vi havde mange tanker om, hvordan vi skulle få lejligheden til at få sjæl og til at blive et hjem, vi fandt ro og hygge i. Synes det hele var for hvidt og upersonligt, men kunne ikke finde den rette løsning.

Camilla og Henrik


plantegning af lejlighed
Plantegning af Camilla og Henriks lejlighed
Arbejd med helheden - detaljen gør forskellen

Nogle gange kan enkle greb skabe en markant effekt, - som i dette tilfælde, hvor farver, gardiner samt omplacering af malerier og reoler har gjort hele forskellen. Grundindretningen er der ikke blevet pillet ved.


Lejligheden er indrettet således at éntré, køkken-alrum og stue ligger i åben forbindelse. Ved at forbinde de tre områder visuelt bliver der skabt den harmoni og sammenhæng, som rummene lægger op til.

Hvide vægge og store kontraster kan skabe visuel uro. Øjet har brug for at stoppe op og dvæle og her er vægfarver fantastiske "stopklodser". De kulørte malerier har været inspirator for valg af farve, som er endt med en blød blålig-grøn omkring den ydre værelseskerne og gråbeige på langvæggene i entré/alrum og i stuen. Lejlighedens eneste værelse, som er soveværelse, har fået en blå-grøn endevæg. Se farvekoder til slut i indlægget.


stue med farvet væg, sofa og lænestol
Den blågrønne væg fremhæver maleriet over sofaen - i fin kontrast den grå-beige farve på den modstående væg

kontor i hjørne med stol og bord
Stuen har også integreret en diskret arbejdsplads

Camilla og Henrik har været åbne for alle input. Meget modigt - især fordi farven på gardinerne er faldet på mørkebrun med blå tråd i vævningen. Afhængig af lysindfaldet forandrer farven sig næsten til aubergine.

Dette tekstil har en synlig vævning med let gennemsigtig struktur. Et levende og organisk indslag, som elegant bløder op og giver kant til indretningen. En vigtig effekt for helhedsoplevelsen. Udover den mørkeblå lænestol er de eksisterende møbler i hvide og lysegrå/beige nuancer. De mørke gardiner giver det rette modspil de farverige og kontrastfulde malerier. En investering, som Camilla og Henrik heldigvis godt kunne se ideen i.


Gulv-til-loft gardiner er en sikker garant for hygge og stemning - især i de kolde og mørke måneder, hvor vi har brug for at trække os tilbage i vores varme huler. En ekstra bonus er, at gardiner tager det værste kuldenedfald fra store vinduer og kan nærmest føles isolerende, når de er trukket for. Til hverdag hænger gardinerne langs med væggene og lader uhindret dagslyset at strømme ind.


Lotte har lyttet til vores tanker og ønsker og har udfordret os på både farver og måder man kan indrette sig på. Var skeptisk over enkelte ting, men valgte at følge det og må bare sige, at det er så meget bedre end vi kunne have ønsket det.

Camilla og Henrik



Det smukke, gamle arvestykke, bornholmeruret, som før stod i en ganglinje og blev overset, har fået en hæderlig plads i stuen med luft omkring sig. Der er skabt en ramme om arbejdspladsen i stuen, så det føles rart at sidde der.


Vægreolerne, som før hængte spredt i lejligheden, er blevet samlet til en reolvæg i overgangen fra entré til alrum. Enkelte lamper og malerier har fået nye pladser - og der er skabt et naturligt flow, gode funktionelle løsninger og små ophold rundt omkring.


Camilla og Henrik skulle egentlig have udskiftet spisebordet. Men det endte med ikke at blive nødvendigt i denne omgang, da de andre tiltag gav den forandring, de drømte om.


Flere efter-foto - klik på pilene



Hvilke materialer er brugt i indretningen?

Udover Camilla og Henriks egne møbler, er der faktisk kun tilføjet vægfarver og gardiner til indretningen.


Vægfarverne er afstemt med eksisterende møbler og malerier. Oplyste farvekoder er fra Jotun. Camilla og Henrik valgte at få dem lavet hos Flügger istedet, da deres Dekso maling både er mat og vaskbar.

Gulv-til-loft gardinerne er syet med wavebånd, som giver den flotte bølgende effekt.



Læsetips om rum og hjem

For dig, som interesserer sig for hjemmet betydning og rummets atmosfære er her lidt inspiration at hente:

bog om atmosfære i rum

Bogen Atmosfære og byggekultur af Anders Gammelgaard Nielsen, cand. arch. og ph.d. belyser i ord og billeder ni forskellige rum fra vikingetiden og frem til i dag, sammenhængen mellem måden, vi bygger på og den atmosfære/stemning, som rummene udstråler.


Artiklen Hjem kære hjem af Mark Vacher, antropolog og forsker, beskriver hjemmets betydning for mennesket. Artiklen åbnes som en PDF fil.




Overvejer du indretningshjælp til dit hjem? Et 1:1 sparringsforløb er et anderledes tilgang til indretning og rumdesign, som er en enkel og løsningsorienteret måde at gå til indretning og rumdesign på. Læs mere om det her


Du kan og læse om, hvad Liv brugte sit sparringsforløb til her


Tøv ikke med at kontakte mig for spørgsmål.



indretningsarkitekt i aarhus

Tak fordi du læste med :)


Venlig hilsen


Lotte Mangor


Mangor Studio | Aarhus

mobil 2681 3091



328 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page