top of page
Forfatters billedeLotte Mangor

Biofilistisk indretning af tandlægeklinik

Opdateret: 25. okt. 2023

Bæredygtige løsninger og naturen som katalysator og inspiration ses i byggeri over hele verden - nu også i indretningen hos tandlægen! Naturen er rykket ind hos Tandlægerne Ryesgade - midt i Aarhus C. Efter en større ombygning har klinikken bevidst valgt en biofilistisk indretning for at skabe rette stemning og et tidssvarende miljø for kunder og medarbejdere. Venteværelset blevet kåret som "Danmarks bedste venteværelse" i Lægens Bord den 8. oktober 2020. Se før-billeder til slut i indlægget.



Venteværelset hos Tandlægerne Ryesgade blev kåret som "Danmarks bedste venteværelse" i Lægens Bord, hvor DR's scenograf og arkitekt, Martin Sælan siger blandt andet om venteværelser generelt: "Det her er vigtig, da det her er et rum (jf. venteværelset), vi kommer i kontakt med på den ene eller anden måde - enten med vores pårørende, os selv eller vores børn og vi skal opholde os i en periode, hvor vi er lidt betuttet eller trykket over situationen, så derfor skal vi føle os tilrette og vi skal også have en fornemmelse af, at det er professionelle mennesker, der tager hånd om os".

Tv-klippet findes desværre ikke mere på DR.


PTO - Praktiserende Tandlægers Organisation - bragte i december af deres magasin en fin artikel om Jannes venteværelse.




Historien om ...


Tandlægerne Ryesgade i - ja, Ryesgade i Aarhus C. er i korte træk historien en godt rodfæstet tandlægeklinik, som har praktiseret i mere end 30 år på matriklen og med mange stamkunder i kartoteket. Så da Janne Lethan og en kollega indgik et kompagniskab for over 10 år siden, var det med stor respekt for det, der var opbygget gennem årene, samtidig med et ønske om på sigt at sætte eget fodaftryk i klinikken - i mere end en forstand. Sidenhen har hun overtaget tandlægeklinikken egenhændigt, har udvidet faciliteterne og har nu 9 ansatte.


Tandlægeklinikken har til huse i en - ja, faktisk to gamle herskabslejligheder, som er blevet slået sammen år tilbage. Den ene del er primært behandlingsdel, den anden er modtagelse, venteværelse og personalefaciliteter.


Primo 2020 stod klinikken overfor en stor, gennemgribende renovering og i den forbindelse skulle indretningen tænkes anderledes. Mange kunder er kommet i klinikken i årevis. At der skal ændres på de fysiske forhold går da heller ikke ubemærket hen og mange har meninger herom; her er da så hyggeligt allerede ...






"Indretningen har uden tvivl en WAUW-effekt. Patienterne er meget begejstrede og kan godt se, at det er gennemtænkt. Der er rigtig mange positive kommentarer på farvevalget. Jeg er sikker på, at det giver anledning til at tale om, hvordan et tandlægebesøg også kan være. Folk kommer til at fortælle om os" ...

Janne, tandlæge og ejer


Efter-billeder af klinikken, Tandlægerne Ryesgade - klik på pilen for at bladre



Biofilistisk indretning - godt for dig, godt for din forretning


I indretningen af tandlægeklinikken er der benyttet principper fra Biophilic Design. Koblingen er interessant. Det at gå til tandlæge for nogle er forbundet med smerte, ubehag og kliniske rum. Naturen er forbundet med noget grønt, dejligt og rekreativt.


Et view ned ad klinikgangen

Biofilistisk indretning fjerner ikke smerte og ubehag direkte. En biofilistisk indretning forbinder rum og natur gennem organiske former, naturelementer, farver og materialer; en genkendelig, æstetisk og jordnær reference, som mange oplever behagelig og afstressende. En positiv distraktion. En oplevelse. En indirekte lindring! Læs mere om Biophilic Design på mangorstudio.dk


En biofilistisk indretning er en investering i kundernes såvel som medarbejdernes velvære og trivsel - og noget tyder på, at det også er en god investering for forretningen. Indbydende omgivelser brander klinikken. Kunderne husker stedet, de fortæller om det til andre og vender tilbage igen. Arbejdsmiljøet forbedres der, hvor der også er fokus på de fysiske rammer - og en inspirerende arbejdsplads tiltrækker talent.


"Indretningen understøtter de tanker, vi i forvejen havde på klinikken. Vi ønsker at gøre op med tandlægen som klinisk blå. Derfor er vores logo grønt gennem mange år og vi har implementeret grønne nuancer i indretningen i større omfang end tidligere. Det samlede indtryk af klinikken hænger nu sammen fra kvaliteten af udstyr til kvaliteten af miljøerne" ...

Janne, tandlæge og ejer



Indretningen - tandsmil i ramme og landskaber på væggen


Modtagelsen og receptionen

Det er modigt at sige jatak til en konceptuel indretningsløsning, som skiller sig ud i den almene tandlægeverden. Med et touch af nordiske himmelstrøg har Biophilic Design fundet sin vej ind hos Tandlægerne Ryesgade.


Det skal være hyggeligt og rart at komme her - sådan som folk altid har oplevet det! Det var kodeordet til indretningen. Ønsket var at skabe et sammenhængende forløb i overgangen fra kundefaciliteter til klinikken. Tidssvarende miljøer, som er afstemt med tidens teknologi, udstyr og design. En velindrettet klinik er dog ikke gjort uden et professionelt medarbejderteam og oplevelsen af god service. Som tandlægeklinik sælger du også tryghed og her kan designet af indretningen bidrage til helhedsoplevelsen.


"Tidligere har nogle patienter haft en hjemlig tilgang til klinikken. Nu oplever vi patienter, som næsten er faldet i søvn i venteværelset"...

Janne, tandlæge og ejer



Egetræ er repræsenteret gennemgående i interiør og i gulv. Sildebensparketgulvet falder naturligt ind i den gamle herskabslejlighed og flere tror, at det er det originale gulv, der er "gravet frem". Det er det ikke. Langt fra. Målet har været at genfinde den herskabelige stemning gennem bevidst bearbejdning af flader, materialer og originale detaljer. Fordelen ved at inkludere arkitekturen i bearbejdningen af rum er, at der er sammenhæng i oplevelsen udefra og ind.


Farvepaletten changerer i grønne og blå toner som hovedfarver. Der er tænkt komfort, service og kvalitet uden at det skal være ekstravagant. I venteværelset er der lagt op til forskellige siddemuligheder, som afveksler i størrelse, form og komfort. Uld og skind forbindes med nordens design og opleves gennem taktile og visuelle effekter. Høflig selvbetjening af varme og kolde drikke er nu også en mulighed. Atmosfæren er nærværende - og det er vanskeligt ikke at trække på smilebåndet i mødet med "familien" - medarbejdernes tandsmil i glas og ramme. I klinikgangen udstilles pensionerede tandlægeredskaber, brugt i klinikken for år tilbage. En sjov detalje - som udover at give et værdifuldt, historisk tilbageblik også kan give anledning til gode samtaleemner på vejen hen til tandlægestolen.


Der er nok mange, som vil prise sig lykkelige for, at disse tandlægeredskaber er fortid, men interessante er de!
Landskabsvæg, designet af Lisbet Gertz

Udover farvepaletten bindes rummene sammen af landskaber, specialdesignet til klinikken af designer og udsmykningskunstner, Lisbet Gertz. Organiske formationer gengiver genkendelige elementer fra naturen, og det er muligt at dvæle ved en detalje eller den landskabelige udsigt både fra venteværelset, modtagelsen og i personaleafdelingen.


Planter er et must, når der arbejdes med Biophilic Design - og i dette tilfælde er det ægte stueplanter.


Møblerne er primært dansk/nordisk design, nogle, man også vil kunne finde hjemme ved sig selv. Al opbevaring og køkkenfaciliteter er med praktiske, linoliumsbeklædte fronter. Klinikkens holistiske menneskesyn og værdier skinner igennem valg af interiør. Kunderne skal kunne identificerer sig med det, de møder.


"Patienterne finder venteværelset beroligende og afslappende. Landskabsvæggen bliver fremhævet som noget rart at se på" ...

Janne, tandlæge og ejer


Receptionsdisken er designet af MANGOR STUDIO

Fleksible og funktionelle løsninger


Lys, luft og optimerede arbejdsgange. Fleksible og funktionelle løsninger har frigjort ressourcer til bedre håndtering af kerneopgaven. Lagre er tættere på arbejdsområder, personalefaciliteter er samlet, nyeste teknologier implementeret og indeklimaet forbedret.


Receptionsdisken og receptionistens arbejdsplads er blevet opdelt bl.a grundet de skærpede krav til håndtering af personfølsomme oplysninger. Receptionisten har hånd i hanke fra sin afskærmede arbejdsplads med hvem, der kommer og går.


Førstehåndsindtrykket dannes i løbet af ganske få sekunder. Er jeg kommet til det rigtige sted? Er jeg blevet modtaget godt? Er her rart at være? Er det nemt at finde rundt? Modtagelsen og receptionen er klinikkens maskinrum; et multifunktionelt rum, et centralt omdrejningspunkt for al trafik ud og ind, information, betaling af behandling osv - og kunsten er ikke at få det til at ligne et maskinrum, men en venlig modtagelse i en rar og behagelig indpakning. Også her dominerer egetræet med sin lodrette beklædning på disken og den softcoatede flade på toppen er blød at røre ved.


"Det er rart med afvekslende arbejdsstillinger. Tidligere sad jeg måske 8-9 timer om dagen og modtog patienter. Nu varierer det, om jeg står eller sidder. Det er sundt. Og så kan jeg godt lide den orden, der er kommet med alt det nye opbevaringsplads - og også at kigge på landskabet fra min arbejdsplads bag disken" ...

Jeanette, receptionist


Et view ind i personalerummet. Bag glasdøren, som går fra gulv til loft, er omklædningen.

Personalefaciliteterne er samlet i den ene ende af klinikken. I ombygningen og indretningen er genbrugt døre, gulv og møbler. En gammel designklassisker, J39 af Børge Mogensen, ses således stadigvæk i personalerummet.


Gulv til loft glasflader er beklædt med perforerede landsskabsmotiver så lyset uhindret kan flyde gennem rummene og fungerer som rumdelere mellem kontor, personalerum og omklædning.


Også personalerummet er multifunktionelt; det er gearet til pauser, tilberedning af frokost, mødeaktivitet, information, samtale - og et hvil - hvis det er tiltrængt.



"Selvom vi ikke har fået mere plads er her en fornemmelse af mere rum"...
"Personalerummet er dejlig, stille og mediterende roligt"...

Udtalelser fra medarbejderne



Før-billeder af klinikken, Tandlægerne Ryesgade - klik på pilene for at bladre



Ombygningen og indretningen er skræddersyet til Tandlægerne Ryesgade og ad flere omgange er hver kvadratcentimeter blevet vendt og drejet for optimalt udnyttelse af alle forhold. Forandringen er til at føle på - og omgivelserne skal over tid rodfæste sig påny.


...



MANGOR STUDIO har designet indretningen af Tandlægerne Ryesgade. Udsmykninger på vægge og glas er designet af udsmykningskunstner og designer, Lisbet Gertz. I samarbejde med Lisbet Gertz har MANGOR STUDIO udviklet et koncept for biofilistisk indretning. Læs mere om det på mangorstudio.dk



Tak fordi du læste med!


// Lotte Mangor


Mangor Studio | Aarhus

mobil 2681 3091



1.076 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page