top of page

Case: At bo småt er godt - en personlig beretning om at bo på lidt plads

Opdateret: 25. okt. 2020

Alt bo småt er godt, - det kan jeg skrive under på. Men det kan også være en udfordring, hvis kvadratmeterne skal fordeles mellem flere personer, som hver især har sine egne behov for plads, privatliv og fællesskab.


Da mine to drenge var yngre, boede vi 4 mennesker på knap 70 netto-kvadratmeter, fordelt på 3 værelser, midt i Aarhus C. Lejligheden var lejet. Den lå på 1. sal med lille altan mod gården. Lejligheden udtrykte en særlig storhed - selvom den var lille. Den var fra 1917 og i al sin herskabelighed imponerede den med sine to stuer en suite, franske døre, gode loftshøjde, store vinduespartier og smukt udskårne stukpaneler, gerigter og døre. Området var fint. Gården var fuld af legekammerater. Vi var tæt på alt, hvad vi havde brug for, og var glade for at bo der.

Jo ældre drengene blev og behovene for udfoldelse og selvstændig voksede, begyndte kvadratmeterne at sætte sine begrænsninger for os. Vi søgte med lys og lygte efter en større lejlighed, men ventelisterne var endeløs lange og det var ikke muligt for os at købe. Der var ikke andet for end at tænke KREATIVT og "udvide" de kvadratmeter, vi havde til rådighed.


Udfordringen: æstetiske fordele og funktionelle ulemper


Selvom lejligheden havde sine æstetiske fordele, havde den en række funktionelle ulemper. Væggene stod, hvor de stod - de lod sig ikke rykke på. Opbevaringspladsen var begrænset. De mange døre, åbninger og indhak gjorde tilmed vægpladsen sparsom i forhold til indretning.


Vi havde et ønske om en "børneafdeling", en "forældreafdeling" og et centralt fællesrum (stue/spisestue). Det ene værelse skulle optimeres til drengene. De to stuer en suite skulle fordeles på henholdsvist et fællesrum for familien og et soveværelse. Udfordringen her var, at de to stuer næsten var lige store. Vi havde mest brug for plads i fællesrummet og syntes, at det var frås at bruge så mange kvadratmeter til soveværelse, som vi kun sov i.


Udover de 3 værelser rummede lejligheden også et lille køkken med udgang til altan, et toilet med bad, en (mørk) fordelingsgang med entré samt et lillebitte opbevaringsrum på een kvadratmeter. Vi havde brug for PLADS, PLADS, PLADS, FLEKSIBILITET og OPBEVARING. Drengene havde brug for et multifunktionelt værelse, hvor de fik en følelse af hver deres, et fælles legerum samt plads til overnattende legekammerater.

Specialdesignede løsninger og optiske virkemidler


Prioriteringer, investeringer og sorteringer - hvad kunne undværes? Værre pladsproblemer var set gennem tiden end vores, men 67,8 netto-kvadratmeter til 4 mennesker var trods alt ikke alverden, set med nutidsbriller. Vi måtte skære ind til benet: Hvad var vores behov? Hvilke funktioner var vigtige? Hvad var nødvendigt? Hvad havde værdi? Hvad var smart at gøre? Hvor fik vi mest for pengene?


Pengene var små, men som lejer havde vi en mulighed for at få lavet et nyt køkken mod en huslejestigning. Det var tillokkende, da det eksisterende køkken ikke fungerede optimalt i sin indretning eller til vores behov for lys, luft og åbenhed.

Antallet af kvadratmeter kunne vi som bekendt ikke ændre på, men vi kunne forsøge OPTISK at skabe en følelse af flere kvadratmeter end, hvad der egentlig var. Og her blev loftshøjden en vigtig faktor.


Vi indså hurtigt, at den optimale løsning med at designe et multifunktionelt mikro-hjem ikke kunne købes som standardvare. Her skulle tænkes i specialløsninger, rum i rum, STORE linjer samt ENKLE og TYDELIGE funktioner. Desuden var der hensynet til lejlighedens DNA; de unikke ornamentale krummelurer og rummenes storhed. Lejlighedens rum og indretningen af dem skulle ses og tænkes som en helhed.


Og køkkenet blev 10 kvadratmeter "større" ...


Den største investering - og den største AHA-oplevelse - lå i ombygningen af køkkenet. Vi valgte at udskifte det, ændre indretningen og delvist sammenlægge det med den tilstødende gang ved at fjerne noget af væggen. Dette tiltag udgjorde en markant forbedring i "udvidelsen" af lejligheden.


Køkkenet efter - og før ombygningen, - klik på pilen


Det nye køkkens enkelthed, linjer og lyse flader harmonerede med det eksisterende. Fysisk havde vi ikke fået mere køkken, men den nye indretning gav bedre plads, lys og luft. En stump gang-væg blev integreret som afslutning på køkken og bordplade. En detalje, som tilmed forsynede rummet med en ekstra arbejdsplads/ståplads!


Det i forvejen sænkede loft blev sænket yderligere i niveau med altandøren, så lyset uhindret kunne strømme ind. Ens gulvbelægning i køkken og gang gav sammenhæng og volume. Stukpanelet tilsluttede sig soklen som en naturlig del af køkkendesignet og fuldendte integrationen mellem gammel og nyt. Samlet set føltes det som om, at vi havde fået lagt 10 kvadratmeter til lejligheden. Og det havde vi ikke!



Plads til en hel børnefødselsdag


Fællesrummet skulle både bruges som stue, spisestue, kreativt værksted og som fælles ophold. Spisepladsen lå i direkte visuel kontakt med køkkenet og blev det tætteste, vi kom på et såkaldt køkken-alrum. Spisebordet havde den ekstra finesse, at det med lethed kunne udvides til 10-14 personer og rumme en hel børnefødselsdag uden den store omrokering. Vi havde prioriteret gulvpladsen og en enkel indretning. Det var både praktisk, fleksibelt og funktionelt.


Klik på pilen for at skifte billede


Fællesrummet havde også et tv-hjørne. Sofaen var placeret midt i ganglinjen til soveværelset. Tæppet foran sofaen og reolen i baggrunden gav den nødvendige afgrænsning og intimitet omkring sofamiljøet.



At tænke STORT i et lille hjem


En gulv-til-loft reol midt i soveværelset gjorde det muligt at have de fine franske døre åbne til daglig mellem soveværelse og fællesrum. Ikke alle bryder sig om "udsigten" til soveværelse fra spisestue og det gjorde vi heller ikke. Fra stue-siden fungerede reolen som biblioteksvæg og fra senge-siden som funktionel sengegavl. Indretningsmæssigt blev der arbejdet med rum i rum - og sengen fik sin egen niche. Optisk gav reolen en følelse af at være lille i et stort rum kva sin højde. Rumligt en dybde og visuel forøgelse af kvadratmeter til fællesrummet. Og soveværelset, -ja det skrumpede ind til knap 3 kvadratmeter.


Klik på pilen for at skifte billede


Soveværelsets bagvæg blev inddraget til opbevaring og garderobe. De store, specialdesignede skydelåger lignede ved første øjekast en væg. Bag dem gemte sig rigelige mængder af opbevaringsplads fra gulv til loft. Et 3 meter lang skriveplade langs den ene væg fungerede som arbejdsplads og aflægningsplads.



Rummeligt børneværelse til leg


Drengenes værelse fik bogstavelig talt en ekstra etage. Loftshøjden på de knap 3 meter gjorde det muligt at bygge en hems med plads til 2 store halvandensmands madrasser, så der var god mulighed for at have legekammerater til overnatning. Løsningen med hemsen frigav en masse gulvplads til leg. Drengene solgte løbende ud af det legetøj, de ikke brugte og havde bare det på værelset, som var interessant lige nu. 2 store opslagstavler, 6 rummelige opbevaringsskuffer samt et 3 meter langt skrivebord til spil og tegnerier var, hvad der var brug for. Værelset blev flittigt brugt - og meget besøgt.



Enkle, store løsninger er bedre end mange små


Vi boede i lejligheden i 13 år og fik så mulighed for at flytte i noget større. På det tidspunkt var den ældste nået en alder, hvor han ønskede sig sin egen dør. Og det ønske var vanskeligt at opfylde i den lejlighed, så vi flyttede ...


Det er med varme og vemod, jeg tænker tilbage på dette hjem. Det fungerede upåklageligt til vores behov i den periode. Udover at indrette os med det højst nødvendige og arbejde med indretningen, gjorde vi 3 hovedgreb, som gjorde det muligt for os at bo på lidt plads:


  1. Ændrede køkkenindretningen og åbnede op mod gangen, så det optisk føltes større

  2. Byggede en stor hems, som frigav en masse gulvplads til leg

  3. Inddrog en hel endevæg til opbevaring- og garderobe, skjult bag store skydelåger

- desuden tog vi stilling til alle vores ting - hvad havde vi egentlig brug for!


Og hvad er konklusionen på det? At bo småt er godt - med den rette indretning. Enkle, store løsninger er ofte bedre end mange små - især i små hjem. Mange ting i skabe, skuffer og pulterrum kastede lys over vores forbrug og hvor meget vi egentlig får samlet sammen gennem årene - så det var en god øvelse at skære ind til benet og kun have det allermest nødvendige. Det var overskueligt, alle ting havde sin plads og det var nemt at rydde op!



Tak fordi du læste med!




Venlig hilsen

Lotte

MANGOR STUDIO





#atbosmåtergodt #bopåfåkvadratmeter #funktionellehjem #mangorstudio #bæredygtigindretning

1.115 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page